This press release is available in Danish only...
I sin nye rapport om Dansk Retursystem har Konkurrencerådet ikke fundet noget at kritisere hverken Carlsberg eller Dansk Retursystem for, bortset fra visse bureaukratiske regler hos Dansk Retursystem.
Konkurrencerådet konstaterer, at Carlsberg Danmarks bud i 2002 på indsamling af engangsemballager var billigst og i visse områder mere end 50% billigere end andre bud.
Konkurrencerådet konstaterer desuden, at hvis bryggerierne ikke havde budt på indsamling af engangsemballager, ville omkostningerne have været mere end dobbelt så store, og i dele af landet var det kun Carlsberg Danmark, som var villig til at påtage sig indsamlingsopgaven.
For at tillade dåser i Danmark stillede Folketinget som betingelse, at der blev oprettet et pant- og retursystem, men uden at ville finansiere det. Konkurrencerådet anerkender, at systemet aldrig var blevet etableret uden de danske bryggeriers investering i et effektivt dansk pant- og retursystem med ansvar for at indsamle dåser/engangsemballager og udbetale pant. De påpeger, at systemet i dag er så effektivt, at det formodentligt bliver kopieret i andre lande.
På trods af de anerkendte fordele ved det nuværende system mener Konkurrencerådet af principielle årsager, det er uheldigt, at der er sammenhæng mellem ejerskab af Dansk Retursystem og rollen som operatør.
Konkurrencerådet foreslår derfor, at miljøministeren i 2008 overtager ejerskabet af Dansk Retursystem og udbyder opgaverne til andre end bryggerierne. Carlsberg Danmark er indstillet på at drøfte dette forslag, for at sikre retursystemet også efter 2008 fungerer lige så effektivt og billigt, som det gør i dag.
I foråret 2004 kommer opgaven om indsamling af engangsemballage igen i udbud. I den forbindelse foreslår Konkurrencerådet, at operatøren ikke længere må hente emballager hos de restauranter, barer, cafeer, der ikke er kunder hos operatøren. Det forslag accepterer Carlsberg Danmark fuldt ud.
Indsamling af dåser og andre engangsemballager svarer i øvrigt kun til ca. 5% af den samlede mængde emballage. Alle genbrugsflasker samler de enkelte ejere – bryggerierne – selv ind.
Yderligere information:
Claus Bo Jacobsen, 33 27 12 20
Salgsdirektør, Carlsberg Danmark