Menu

Coronavirus og generalforsamling

VIGTIG INFORMATION OM CORONA VIRUS (COVID-19) OG CARLSBERGS GENERALFORSAMLING (opdateret 12. marts 2020):

Henset til regeringens udmeldinger i aftes, henstiller Carlsberg til sine aktionærer at undlade at møde fysisk til generalforsamlingen men i stedet afgive deres stemme via fuldmagt eller brevstemme (se neden for) og følge generalforsamlingen hjemmefra via live-stream (se link her til højre).

Carlsberg er nødsaget til at afstå fra al servering i år på grund af den helt exceptionelle situation og regeringens påbud. Det vil således udelukkende være den formelle del af generalforsamlingen, der gennemføres.

Det er i Carlsbergs bedste interesse at gennemføre den formelle del af generalforsamlingen, naturligvis på forsvarlig måde.

Afgivelse af stemmer
Frist for at stemme ved at give fuldmagt til bestyrelsen, ved instruktionsfuldmagt eller ved brevstemme er yderligere forlænget til mandag den 16. marts 2020 kl 10:00. Se generalforsamlingsindkaldelsen og Carlsbergs hjemmeside for yderligere oplysninger.

Vigtig information om Coronavirus (COVID-19) (opdateret 6. marts 2020):

Carlsberg forventer at gennemføre den ordinære generalforsamling den 16. marts 2020 men følger nøje situationen og Sundhedsstyrelsens og Verdenssundhedsorganisationens (WHO) vejledninger. Eventuelle opdateringer vedrørende generalforsamlingen vil blive offentliggjort her på siden.

I henhold til myndighedernes Corona retningslinjer for arrangementer med færre end 1.000 deltagere, har vi valgt at afkorte og begrænse serveringen efter generalforsamlingen. Vi vil som altid tilbyde en kold fadøl efter generalforsamlingen, men i år vil udbuddet være begrænset og serveringsstederne udvidet for at minimere tætheden. Der serveres ikke snacks eller chips, og vi vil samtidig sikre, at det er nemt at overholde myndighedernes hygiejneråd gennem adgang til håndsprit samt oplysning om god hygiejne.

Carlsberg har fuld forståelse for aktionærer som ønsker at fravælge risikoen og foretrækker at stemme uden at være fysisk tilstede på generalforsamlingen. Som aktionær kan du afgive din stemme uden at deltage fysisk i generalforsamlingen ved enten at give fuldmagt til bestyrelsen, ved instruktionsfuldmagt eller ved brevstemme. Der henvises til generalforsamlingsindkaldelsen for yderligere detaljer. Fuldmagter skal være modtaget af VP Investor Services A / S senest torsdag den 12. marts 2020 mens fristen for brevstemmer er forlænget til søndag 15. marts 2020 på grund af de ekstraordinære omstændigheder.

For aktionærer, der ikke ønsker at møde op til generalforsamlingen, henledes opmærksomheden på, at Carlsbergs generalforsamling i år på grund af corona virus situationen bliver live-streamet. Link til live-streaming vil blive offentliggjort her på siden forud for generalforsamlingen.

Carlsberg opfordrer aktionærer til at følge instruktioner fra Sundhedsstyrelsen (se www.sst.dk) og WHO, herunder anbefalingerne om at blive hjemme, hvis man har rejst i risikoområder (se um.dk), hvis man har været i kontakt med smittede personer eller hvis man oplever de beskrevne symptomer (feber, hoste eller åndenød).

Alle aktionærer som deltager i generalforsamlingen bedes følge hygiejne anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen (se www.sst.dk) og WHO om at holde god håndhygiejne (vask venligst hænder ved ankomst til Glyptoteket) samt at hoste/nyse i papirservietter eller i albuen.

Online broadcast af årets Generalforsamling